Home Up 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 Bonustur 2009 2009 2010 2011

2006
 

Tur 2006: "Fisk på land"

Turarrangør: Søren Bundmede Godt-til-halsen Sørensen (SGS)

Deltagere:
Morten Gedde (MG)
Allan Teltofring-i-Skanderborg (AGH)
Rasmus Wildlife Holmer (RWH)
H C drive my Land Rover Sørensen (HCLR)
 

Location

Möckeln lidt NNV for den kendte by Älmhult. Stedet er kendt for fiskemuligheder og andre muligheder. Vi var ude i vildnisset og nød det i fulde drag. Godbidder blev også nydt under turen. 

Smeden var dette års perfekte turarrangør og blev derfor også automatisk valgt til den perfekte og ikke mindst hurtige referent.

Turberetning 2006

Dette års fisketur gik til det naturskønne område omkring Möckeln. Efter lidt start vanskeligheder pga. et forsinket fly fra Stavanger gik det rask af sted med det smarte røde lyn bagerst og den smukke blå cruiser som førervogn. Vi så IKEAs store lagerområde på vej til shoppen i den lokale landsby Älmhult, hvor der skulle købes fisketegn.  

Som traditionen byder det kørte vi rundt på grusveje af tvivlsom beskaffenhed og søgte efter en perfekt lejrplads. Vi kan ikke nøjes med mindre, så det tog sin tid. Langt om længe var der dog godkendt en storslået plads lige ned til vandet. Så kunne vi gå i gang med at lave lejr, skaffe brænde og lave den lækre aftensmad. Mad på bål er per definition et perfekt måltid. Det var det også denne gang. Maden var som altid bygget op som hemmeligt tema fra et hemmeligt land. Vi kan derfor heller ikke afsløre detaljer i dette skrift. Alle deltagere på touren var dog enige om kokkens store evner og kom ustandseligt med det ene glædesudbrud efter det andet. Efter en enkelt godnat dram tørnede vi ind under en presenning  som et døgn senere skulle vise sig at være fyldt med et stort antal huller. Heraf skal ikke forstås at vi sov et døgn.

Tværtimod, næste morgen – lørdag – stod vi som altid tidligt op. Det vil sige nogle stod tidligt op andre stod ikke så tidligt op. Mindstens sovepose gør altid kvaler og knuder som forhindrer en rask og frisk opvågning. Nu startede vel nok en af klubbens sværeste tider. Der var kommet et prospect med – HC – og alle skulle imponere ham om fiskeriets små hemmeligheder. Jeg selv – Smeden – startede med at undersøge bundforholdene for at kunne placere mit foder optimalt til mit mede. Ikke mindst bundmede, som jeg er så kendt og misundt for at mestre til det ypperste. Midt på dagen blev fiskeriet afbrudt på grund af den store lækre frokost. For nogle var det svært at slå i gang med fiskeriet oven på den dejlige mad som lagde sig tungt i maven. Sofaen blev pustet op og vi fandt harmonikassen med de lækreste lyde frem. Et enkelt kvad eller to blev også forsøgt kvædet. Senere samme dag blev den varme ret kokkereret på bedste vis og indtaget efter bedste evne. Da vi sad rundt om bålet denne aftenstund var alle fiskerne imponeret over den store mængde fisk dagen havde bragt på land.

Under nattens strabadser med den utætte presenning lykkedes det den utrættelige Smed med den kendte og berygtede bundmede teknik at kroge en fisk af de større, som snildt blev landet søndag morgen inden vores nok mest traditionsbundne måltid – grøden – blev indtaget. Alle fiskere stod i ring om Smeden med våde, søvnige og ikke mindst misundelige øjne. ”Hvordan gør han?”, spurgte de fleste ængsteligt med vinterens tabermiddag i tankerne. Som den mesterlige fisker jeg er, prøvede jeg om end forgæves at lære de snu fisketrick fra mig. Dagens fisketælling endte med at afsløre det, som næppe var et chok for nogen: At bundmede teknikken atter en gang havde bevist sit værd. Som noget nyt blev diverse flotte og meget eksklusive trofæer overrakt af turarrangøren. Alle vil mindes disse smukke præmier som også kan genses på billederne på vores verdenskendte webside. Efter at have indtaget frokost, brød vi lejren ned og kørte videre ud i den store fiskerige verden efter at have tilbragt en uforglemmelig og dejlig weekend med fiske og hygge omkring bålet i den svenske natur.

Smeden.

Billeder

Klik på et af billederne for at komme til galleriet:

       
HCLR                                                                             RWH                                          MG


 

Send mail to HN Fisk with questions or comments about this web site.
Last modified: august 30, 2009